Ingen internetforbindelse?
Sådan finder du fejlen
Jeg guider dig igennem, hvad du selv kan tjekke, når internettet pludselig er væk.
Fra de mest oplagte fejl til hvornår det er tid til at ringe til support, så du slipper for at gætte dig frem.
Skrevet af Tobias Bang
· Tidligere rådgiver hos TDC Erhverv og TDC Brands (tidligere Nuuday)
Der er ikke meget, der irriterer mig mere end at sidde midt i noget vigtigt, og så er nettet bare væk. Jeg har selv arbejdet i kundeservice hos TDC Bands, hvor “ingen internetforbindelse” var noget af det, jeg hørte allermest. Langt de fleste gange var løsningen heldigvis noget, man selv kunne klare på fem minutter, uden at skulle vente i telefonkø.
Her går jeg dig igennem det, jeg selv ville tjekke, hvis mit eget internet pludselig var væk. I den rækkefølge jeg faktisk ville gøre det.
Start med det, der lyder for oplagt
Jeg ved godt, det lyder banalt, men det er her, de fleste problemer bliver løst:
- Sidder alle kabler ordentligt i routeren og i væggen? Et kabel, der er kommet lidt løs, giver ofte ikke en klar fejl, men bare en forbindelse, der dropper eller er ustabil.
- Lyser routeren normalt? De fleste routere har en eller flere lamper, der viser status. Blinker en af dem rødt, eller er den helt slukket, er det som regel dér, problemet sidder.
- Er det kun dig, der er ramt, eller gælder det hele husstanden? Prøv at tjekke på mobilen med WiFi slået fra, om andre i dit område også har problemer.
Hvis du kan se, at det kun er én enhed, der ikke kan komme på nettet, mens resten af husstanden fungerer fint, er det sjældent routeren eller selve internetforbindelsen, der er noget galt med. Så er det som regel den enkelte enhed, der skal have et kig.
Genstart routeren, men gør det rigtigt
“Har du prøvet at slukke og tænde igen” er en kliché af en god grund. Det virker faktisk tit. Men der er en rigtig måde at gøre det på:
- Sluk routeren på stikkontakten, ikke bare med en eventuel afbryder på selve routeren.
- Vent mindst 30 sekunder. Jeg ved godt, det føles lang tid, men routeren skal nå at lade sine forbindelser falde helt til ro.
- Tænd den igen, og giv den et par minutter til at komme helt op og køre. De fleste routere bruger 2-5 minutter på at oprette forbindelse igen.
Undgå at genstarte gentagne gange lige efter hinanden. Det kan i nogle tilfælde forlænge processen, fordi routeren skal forhandle forbindelsen med udbyderens netværk hver gang.
Tjek om det er en nedbrud hos din udbyder
Nogle gange er problemet slet ikke hos dig. Udbydere har fra tid til anden nedbrud eller planlagt vedligehold i et område, og så kan du genstarte routeren nok så mange gange – det hjælper ikke.
De fleste danske udbydere har en driftsstatus-side, hvor du hurtigt kan tjekke, om der er et kendt nedbrud i dit område. Det er værd at kigge der, før du bruger tid på fejlfinding derhjemme, hvis alt ellers ser normalt ud. Her er direkte links til driftsstatus hos nogle af de største udbydere:
- Norlys’ driftsinfo
- YouSee’s driftsinformation
- Telenors driftsstatus
- EWII’s driftsinfo for internet
- Hipers driftsstatus
Er du kunde hos en anden udbyder, kan du som regel finde en tilsvarende side ved at søge på “[din udbyder] driftsstatus”. De fleste har en side stående, selvom den ikke altid er lige nem at finde fra forsiden.
WiFi eller kabel - find ud af hvor problemet sidder
Hvis du sidder med “internettet virker ikke” på en bærbar eller mobil, er det næste skridt at finde ud af, om problemet er selve internetforbindelsen, eller om det bare er WiFi-signalet, der driller.
Den nemmeste måde at teste det på er at forbinde en computer direkte til routeren med et netværkskabel, hvis du har mulighed for det. Virker internettet så, ved du, at forbindelsen fra udbyderen er i orden, og at problemet sidder i WiFi’en – altså routerens trådløse signal eller placering.
Sidder routeren langt væk, bag flere vægge eller tæt på andre elektroniske apparater, kan det godt forklare et svagt eller ustabilt signal, selvom selve internetforbindelsen fungerer fint.
Kan det være fysisk skade på kablet?
Hvis du bor et sted med luftledninger, eller hvis der har været gravearbejde i dit område for nylig, er en fysisk skade på kablet en reel mulighed. Det samme gælder efter kraftig storm, hvor grene eller andet kan have ramt ledningerne.
Det kan du ikke selv reparere, men det er godt at have i baghovedet, når du ringer til support. Nævn det gerne med det samme, hvis du ved, der har været gravearbejde i nærheden, eller der har været dårligt vejr. Det hjælper supportmedarbejderen med at målrette fejlsøgningen fra start.
Hvornår skal du ringe til support?
Har du tjekket kabler, genstartet routeren og bekræftet, at der ikke er kendt nedbrud i dit område, uden at det har løst problemet, er det tid til at ringe.
Inden du ringer, er det en god idé at have styr på:
- Hvornår problemet startede, og om det kom pludseligt eller gradvist
- Om det er hele forbindelsen, der er nede, eller bare WiFi’en
- Om lamperne på routeren viser noget unormalt
- Om der har været strømafbrydelser, uvejr eller gravearbejde for nylig
Jo mere præcist du kan beskrive det, jo hurtigere kan supportmedarbejderen finde frem til, om det er noget, de kan se og løse på deres side, eller om der skal en tekniker ud og kigge på det fysisk.
Det vigtigste at tage med herfra
De fleste gange, jeg selv har oplevet “ingen internetforbindelse”, har det været noget helt simpelt: et løst kabel, en router der trængte til en rigtig genstart, eller et kendt nedbrud, jeg bare ikke havde tjekket endnu. Start altid med det simple, før du bruger tid på at ringe rundt. Det sparer dig som regel både tid og en unødvendig telefonkø.